Personlig Udvikling

Personlig Udvikling har til formål at støtte den enkelte borger til - sammen med andre – at få et klart billede af egne værdier og holdninger. Målet er desuden at den enkelte udvikler hensigtsmæssige mestringsstrategier i dagligdagen.

Fokus er på de konkrete udfordringer borgeren møder i sin hverdag med henblik på at gøre livet lettere. Job og Uddannelse henvender sig til borgere, som er åbne over for forandringer og som har evne til refleksion og abstraktion og lyst til at udvikle disse redskaber.
Målgruppen er borgere over 18 år, der er motiverede for forandring gennem samarbejde og er i stand til at indgå i et gruppeforløb. Henvender sig til visiterede borgere.

Gruppe med nærvær

Udgangspunktet er borgerens egne mål, som er beskrevet i handleplanen, der udarbejdes i forbindelse med visitationen, og som udvikles under forløbet. Handleplanen omsættes til konkrete og evaluerbare mål og delmål, som tager hensyn til borgerens motivation, behov muligheder og begrænsninger. Arbejdet foregår i grupper på maksimalt otte personer, hvor nærvær og anerkendelse er grundlæggende værdier i bestræbelserne på at sikre et miljø, der fremmer fællesskab og udvikling.

Indsatsen baserer sig på åbne og udviklende gruppesamtaler, hvor der er plads og råderum til den enkelte. Kognitive metoder, stærke relationer, mindfulness, psykoedukation, motiverende samtale og miljøterapi er nogle af de redskaber, som arbejdet i grupperne bygger på. Motion, viden om samfundet og oplevelser i nærområdet sætter fokus på god livskvalitet og giver øget indsigt i de handlemuligheder, som den enkelte har.

Tro på egne kræfter

Målet er at den enkelte styrker sit netværk, udvikler sine sociale kompetencer og får en større forståelse for sammenhængen mellem krop, tanker, følelser og adfærd. Gennem øget tro på egne kræfter og muligheder forstærkes lysten og evnen til at tage ansvar for eget liv og egen udvikling. Derved kan borgeren i højere grad opleve medborgerskab og indflydelse på egen situation.

Det er en vigtig forudsætning for, at indsatsen lykkes, at den enkelte er aktiv i arbejdet og derved styrker sin egen og gruppens udvikling. Specielt arbejdes med refleksion over og indsigt i processen. Derved træner borgeren i konkrete udfordringer frem mod opfyldelse af sine egne individuelle mål.


Sidst opdateret: 06.07.2017