Redesign

En gruppe der arbejder med at omdanne loppefund til nye, sjove og brugbare ting. Det kan være mindre møbler, der males og laves om, dåser og fade, der forandres og derved får nyt liv eller gamle ting og sager, der sættes sammen på en måde og derved bliver til ”nye” og spændende produkter.

Vi arbejder med træ, porcelæn, cykelslanger, metal og alle mulige andre materialer – kun fantasien sætter grænser. Tingene produceres med henblik på salg i Center for Mestring og Café Toldboden. Ved produktion af ting til eget brug er der en mindre egenbetaling.

Muligheder og rammer

Formålet med at arbejde med redesign er at udvikle deltagernes kreativitet og fantasi, at tilegne sig og afprøve forskellige teknikker med udgangspunkt i de muligheder som materialerne byder på og at øve sig i at ”tænke ud af boksen” og finde nye muligheder og udtryk.

I gruppen kan man øve sig i at være aktiv i et rum, hvor der er mange projekter i gang på én gang, og hvor resultaterne ikke er givet på forhånd. Vi kan også arbejde sammen i mindre grupper om fælles projekter.

Vi mødes hver mandag i Have- og Malerværkstedet i Center for Mestring fra 12.45 til 14.30. Herefter drikker vi kaffe til klokken 15.

Vi er maksimalt seks i gruppen og aktiviteten er delt op i moduler af cirka tre måneders varighed.

Forventninger til deltagerne

Vi forventer, at du har lyst til at omdanne loppefund til nye brugbare ting og lyst til at være praktisk og bruge dine hænder. Du er åben for at se tingene med nye øjne, og du har lyst til at indgå i et gruppefællesskab, hvor vi samarbejder og laver kompromisser i de fælles projekter.

Vi forventer desuden, at du melder afbud, hvis du ikke kan komme.

Sidst opdateret: 22.03.2017